Sejren der ikke skal fejres

Efter betalingsringens død sidder jeg tilbage med en ubeskrivelig lettelse. Intet politisk emner har optaget mig mere i flere år, ikke mindst fordi jeg var overbevist om, at den var uafvendelig.

Så meget desto større er lettelsen over, at den nu er død. Det handler ikke om trængsel, det handler ikke om miljø og det handler ikke om penge. For mig handler det om dansk kultur. Den hvor vi danskere er kendte for at være åbne for andre og andet end os selv, og det vi kan rage til os.

Det er i virkeligheden absurd, at det er socialister, der står bag ønsket om en mur, der skal sikre, at kun dem, der har råd til det, passerer muren. Intet er mere asocialt og skelsættende (bogstavelig talt), end netop en betalingsring.

Jeg bliver sgu helt rørstrømsk. Det burde give anledning til at åbne årgangsøllen, champagnen og den fine franske cru, men ærlig talt: I virkeligheden har vi blot afværget et kulturangreb, så jeg nøjes med en stille glæde over, at folket - vi alle- talte højrystet, og så en forsigtig anerkendelse af, at regeringen lyttede til folket - hvis det var det, den gjorde.

Den nævnte kompensation i form af én milliard kr. fra nye regler for demobiler og ny beskatning af leasede firmabiler, er bare almindelig sund fornuft. Endnu en lappeløsning ja, men en nødvendig lap, som var på vej under alle omstændigheder. Hvis den kan gøre det ud for betaling for betalingsringens død, så er det fint med mig.